Skovtroldene 0-2 år

Det er vores primære opgave at skabe et trygt miljø for børnene, at give dem omsorg og nærvær. I denne gruppe er der 6-8 børn og to voksne, det giver os de optimale muligheder for at skabe et trygt og læringsrigt miljø.

Når børn føler sig trygge, har de også de optimale muligheder for udvikling og læring. Vi tager udgangspunkt i barnets nærmeste udviklingszone. Med andre ord sagt, at vi ser på de enkelte individer. Ser hvor de befinder sig i deres aktuelle udviklingszone og støtter dem til at gå videre til den nærmeste udviklingszone. Denne måde sikrere at børnene ikke bliver stillet over for udfordringer der er for store til at de kan ”løse” dem.

Vi synger meget med børnene. Størstedelen af sangene er fagtesange, her styrkes blandt andet, børnenes begrebsforståelse. Det kan være højre/venstre – stor/lille – glad/sur – op/ned m.m. Vi samles til sang og musik hver formiddag. Her får børnene rassleæg og andre rekvisitter, til sangene. Der bliver ligeledes sunget et par sange, hver gang børnene sidder ved bordet, efter maden.

Vi bruger naturen så meget som det er muligt, med de mindste. De er på mindre ture i skoven, hvor der bliver kigget på livet i skovbunden, lytte til fuglene og tumlet i skovens ujævne bund.

Når børnene er i skoven styrkes mange af børnenes sanser og deres motorik. De styrker deres finmotorik ved at kigge på smådyr i skovbunden, når vi kigger på bladene og blomsterne. De skærper deres opmærksomhed når der bliver lyttet til fuglene og kigget efter dyrene i skoven. Det kan være en stor motorisk udfordring for de mindste at færdes i skoven. Dette giver dem en naturlig motorisk udvikling. De kan bruge meget tid på at gå op og ned af mindre bakker. Der er en udvikling i deres motoriske kunnen fra gang til gang, de kommer i skoven.

Når vi opdeler børnene i grupper med alderssvarende børn, har vi mulighed for at skabe de små og trygge rammer for de mindste, som de har brug for. Vi kan tilrettelægge aktiviteter som passer til deres udviklingstrin og derved inkludere dem alle i fællesskabet.

Sproget er også en stor del af deres udvikling. Sproget styrkes blandt andet med, sange og fortællinger. Vi bruger blandt andet, billeder af aktiviteter, placeret i børnehøjde. Her kan børnene indbyrdes, og sammen med en voksen, tale om billederne. Det er vigtigt at børnene færdes i sproglige miljøer, for at der er en naturlig udvikling af sproget.

I vuggestuen har børnene mulighed for at, sove når de har brug for det men som udgangspunkt to gange dagligt, for den mindste børn. De lidt større sover en gang til middag. Små som store, sover i barnevogne ude i det fri.

Vi tilbyder morgenmad til børnene mellem 6.15 og 7.30. Børnene spiser af deres medbragte madpakker kl. 9 og igen kl. 11. Børnene tilbydes frugt efter middagsluren.