banner1

KOSTPOLITIK FOR SKOVENS BØRNEHUS

Formål
Formålet med at lave en kostpolitik i skovens børnehus er, at såvel personale som forældre – bliver mere bevidste om kostens og måltidets betydning for børnenes velbefindende og udvikling.

Målsætning
Det er vores mål:
• At give børnene sunde varierede kostvaner og sammen med forældrene sikre at de får dækket deres ernæringsmæssige behov.
• At sikre at den mad vi serverer i Skovens børnehus som udgangspunkt er en sund kost.
• At arbejde bevidst med måltiderne (og tilberedningen) som et pædagogisk redskab.

Forældreinddragelse
Da gode kostvaner i hjemmet er lige så vigtige som i Skovens børnehus, vil vi informere forældrene om den store betydning børnenes kost har for deres trivsel og udvikling. Det kan f eks. ske ved information på forældremøder, foredrag af en fagperson, uddeling af pjecer, viderebringe ideer på spændende opskrifter, som børnene kan lide.

Morgenmad
Vi anser morgenmåltidet for et meget vigtigt måltid, da det er altafgørende at få en god start på dagen. Her tænkes såvel på det ernæringsmæssige som på stemningen omkring morgenmåltidet.
Vi prøver at gøre morgenmåltidet til en rolig hyggestund, hvor der er tid til at sidde i fred og ro og snakke med hinanden, modtage en besked, sidde på skødet og vågne.
Der serveres morgenmad i tidsrummet: 6:30-7:30

Morgenmad i Skovens børnehus består af: *økologiske cornflakes
*økologiske havregryn
*økologisk havregrød
*økologisk rørsukker
*Kanelsukker (af økologisk rørsukker)
*økologisk smør
*økologisk mælk
*Vand

Det frabedes selv at medbringe morgenmad i Skovens børnehus. Vi ønsker ikke sukkerholdige morgenmadsprodukter (guldkorn, chokopops o. lign. denne form for morgenmads produkter vil blive sendt med hjem igen)

Formiddagsmad
kl. ca. 9 spiser børnene af deres medbragte madpakker.

Frokost
Hver dag kl. ca. 11 spiser vi frokost i form af medbragte madpakker.
Vi opfordrer til at give børnene sunde og nærende madpakker med. På den måde får jeres børn god energi til at lege og lære hele dagen. En sund madpakke er en varieret madpakke der som udgangspunkt indeholder: rugbrød med pålæg, grønsager og frugt.
Det frabedes at børnenes madpakker indeholder såsom kage, slik, sukkeryoghurt o.lign., da det ikke hører hjemme i en frokostmadpakke.
Juice, kakaomælk, sodavand, saftevand bør ligeledes ikke medbringes. I tilfælde af at slik alligevel bliver medbragt, vil det blive fjernet og lagt i barnets garderobe. Det kan således tages med hjem når barnet bliver hentet.

Eftermiddagsmad
Til eftermiddag kl. ca.14- 15 bliver der serveret frugt. Børnene tilbydes også deres madpakker. Det kan derfor være en god ide at barnet har flere små madpakker med til dagen. En madpakke til eftermiddag kan evt. indeholde grovbrød med eller uden pålæg, knækbrød og grønsager.

Maddage
Hver Fredag har Skovens børnehus en maddag. Som oftest er denne dag en BÅLDAG hvor en eller flere voksne sammen med en børnegruppe fra børnehaven, tilbereder dagens frokost til hele børnehuset.
Det kan f.eks. være boller i karry med ris og gulerodsråkost, pasta med kødsauce og rå grønsager i stave eller måske risengrød med tilbehør.
Enkelte gange kan maddagen være ”smør selv” hvor hvert barn medbringer noget til ”det kolde bord”. Det kan f.eks. være brød, pålæg eller grønsager.
Selvom det er maddag, skal børnene alligevel medbringe madpakke, som stadig indeholder brød, frugt og grønt. Da madpakken tages frem flere gange i løbet af dagen.

Måltidet
Vi anser det for vigtigt, at gøre måltiderne til en positiv oplevelse for børnene, det fremmer deres lyst til at spise maden og også lysten til at smage ny mad.
Måltiderne foregår i mindre grupper med en voksen. Det er vigtigt at de voksne er bevidste om deres rolle som modeller for børnene, så de lærer nogle fornuftige spisevaner og normer for, hvordan man sidder ved bordet under måltidet. De voksne spiser frokost sammen med børnene og gør måltidet til en hyggelig stund, hvor der er tid til at snakke om det, der optager børnene.
Det hører også med til et måltid, at alle husker at vaske hænder, inden de sætter sig til bords.

Særlige hensyn
Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at tage særlige hensyn til børns kost. Dette vil naturligvis blive gjort i videst muligt omfang; stilles der særlige krav om at barnet skal have specielle fødevarer, kan der dog blive tale om at forældrene selv må sørge for dette.
Forældrene er selv ansvarlige for at videregive den nødvendige information og vejledning til personalet.

Børnefødselsdag/slik
Når et barn har fødselsdag, vil vi gerne fejre det. Børnene kan medbringe noget spiseligt som de kan nyde i deres børnegruppe. Det kan f.eks. være boller, frugt, pølsehorn, frikadeller, kage el.lign. efter forældrenes valg.
(Det sker også i forbindelse med fødselsdag at barnets ”børnegruppe” inviteres hjem på besøg hos fødselsdagsbarnet.)

I det daglige har vi ikke slik i Skovens børnehus, da vi finder det vigtigt, at børnene ikke vænnes til at spise slik og andre søde sager hver dag. Det er således kun ved særlige lejligheder børnene får slik her. Det kan dog ske i forbindelse med børnefødselsdag, at fødselsdagsbarnet har slik med til uddeling.

Vi vil dog gerne opfordre til at begrænse mængden af slik og kager.

Drikkelse
I det daglige er der mulighed for at drikke mælk til morgenmad, ellers vand til måltiderne.
Kun ved særlige lejligheder, f.eks. fødselsdag, sommerfest, juleafslutning olign. Kan der serveres saftevand og i sjældne tilfælde sodavand.

Indkøb
Vi tilstræber at være miljø- og ressourcebevidste i vores valg af fødevarer.

Med venlig hilsen

Personale, Lena, Camilla &
Forældrebestyrelsen i skovens børnehus